Solomor – Donor, mor og barn – Min egen kernefamilie

af | 30. apr 2019 | Mødre

Solomor donor mor og barn

Skrevet af gæsteblogger Anne Nim Pedersen

Solomor? – Grib knoglen og ring til din læge

Tendensen er klar, og den er stigende. Flere kvinder vælger at få et barn alene. Det sværeste er at sætte i gang, men man skal gøre det, inden det er for sent.

Lige før påske kom der nye tal fra Dansk Fertilitetsselskab. I 2018 kom 709 børn til verden – født af en dansk kvinde uden en partner. Fem år tidligere havde selskabet en forventning om et tal på 489 børn, hvilket betyder en stigning på 45%. Og nej, for flertallet var ønskescenariet at have en partner, som de kunne have fået børn med og dermed danne en ”almindelig familie”. Men tendensen er stigende – vi bliver flere og flere solomødre.

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder lå på 29,3 år i 2018. Jeg var 39 år, da jeg blev mor, og alder er ved gud ikke bare et tal, hvis man har et ønske om at blive mor, ligesom det i høj grad også kan have stor betydning i forhold til økonomien, når man skal i fertilitetsbehandling. Og som professor, dr. med. Anders Nyboe Andersen fra Rigshospitalets Fertilitetsklinik siger, så er alderen altafgørende. Om en kvinde er 25, 30 eller 35 gør ikke den store forskel, men når en kvinde passerer de 37 år, så begynder alvoren at sætte ind.

Jeg har skrevet en håndbog/informationsbog til kvinder, som enten overvejer at kaste sig ud i deres eget barneprojekt, kvinder som allerede er i gang, men også kvinder som har fået et barn, kan have gavn af at læse med. I bogen finder du en oversigt over, hvordan du kommer i gang, ligesom der er interview med omtalte Anders Nyboe Andersen, en sygeplejerske, en jordemoder, en psykolog, en sundhedsplejerske, en advokat og en fremtidsforsker. Min egen personlige historie er naturligvis også en del af historien.

Så med de nye tal in mente, vil jeg blot sige – ring til din læge og få en konsultationstid, hvis du er medio 30. Æggeuret tikker, og det ville simpelthen være for ærgerligt, hvis det ringer, inden du selv får ringet…

– Det er Anne Nim Pedersen. Jeg skulle ringe i dag og have svar på min blodprøve …

– Så vil jeg gerne bede om dit CPR-nr. …

– 270677-xxxx.

-Jeg kan høre, der er en ro og glæde over din stemme, så du må have testet en positiv prøve derhjemme i morges?

– Nej …

– Men stort tillykke. Den er positiv.

– Nej, for satan, hvor er det godt …

– Du virkede bare så rolig …

– Jeg var SÅ NERVØS … Ejihhhhh, hvor er det strålende …

– Det er da bare festlig fredag, hva’?

Anne Nim Pedersen, (solo)mor til Anders på 2,5 år. Journalist og forfatter til bogen ”Solomor” Donor, mor og barn – min egen kernefamilie.

Uddrag fra bogen:

At stifte familie, at få mand og børn – det er lidt som et Ludospil. Man ved ikke, om man vinder, hvor lang tid et spil tager, hvor mange gange man bliver slået hjem, eller om man bliver overhalet indenom. Jeg troede, jeg ville have mand og to børn, da jeg var i begyndelsen af 30’erne, men uforudsete ting sker i livet. Til sidst tog jeg beslutningen selv. Jeg gik fra at være ufrivillig single til at blive selvvalgt solomor. Jeg har haft det lidt blandet med ordet ”solomor”, og det er heller ikke et ord, jeg ellers bruger om mig selv. Jeg er bare mor. Jeg går heller ikke og kalder Anders for donorbarn, han er mit barn. Men hvis folk spørger, om der er en far, så forklarer jeg, hvordan tingene hænger sammen.

Det helt store spørgsmål for mange kvinder, som er alene og ønsker at blive forælder, er, hvor længe kan jeg vente? For mig var det i sidste ende en let beslutning, for spørgsmålet var enkelt: ”Vil jeg, hvis det er muligt, have børn eller ej?” Det ville jeg. I maj 2013 oprettede jeg en profil på Regnbuebarn.dk, fordi mit udgangspunkt var at finde en far til barneprojektet. Det fandt jeg, og udgangspunktet med MM, som jeg kalder ham, var rigtig godt. Derfor var det også med vemod, at jeg måtte stoppe fællesprojektet året efter og fortsætte selv.

Min graviditet kom heller ikke som et knips med fingrene, og flere gange har jeg undret mig over, hvordan vi kan være så mange mennesker på jorden, når det skal være så svært at blive gravid. Fertilitetsmæssigt var der ikke en finger at sætte på mit helbred, og til den første samtale og undersøgelse fik jeg også at vide, at jeg ikke havde helt så travlt som andre 36-årige. Ægreserven var fornuftig. På Rigshospitalets Fertilitetsklinik blev de også ved med at sige, at jeg blot manglede det fornødne held – ligesom i Ludo, hvor man bare skal slå en sekser for at rykke ud på spillepladen. I mit tilfælde tog det 2,5 år. ”Sekseren” kom i sidste slag efter ni inseminationer og tre IVF-forsøg (reagensglas).

Anne Nim Pedersen

Journalist og forfatter til bogen ”Solomor” Donor, mor og barn – min egen kernefamilie

Brug koden 'solomor.dk' og få rabat på bogen

Bogen, Solomor – Donor, mor og barn – Min egen kernefamilie, kan købes gennem forlaget Muusmann.

Hvis du bruger koden ‘solomor.dk’, er der 20% rabat + fri fragt indtil d. 27. maj 2019

ANNONCE