Hvad har høje bakker og livet som solomor med hinanden at gøre?

af | 29. mar 2021 | Personlig udvikling

livet som solomor

Hvad har høje bakker og livet som solomor med hinanden at gøre?

Af gæsteblogger Anke Plato, psykoterapeut
En hel masse faktisk.
Og det er, hvad jeg vil fortælle dig om i det her blogindlæg.
Men allerførst skal vi tilbage i tiden (15 år tilbage cirka) til dengang, hvor jeg selv var single og solomor. Det var jeg i otte år.
I løbet af de år havde jeg perioder, hvor mine tanker kredsede omkring lykken – og hvad den egentlig var for en størrelse.
Jeg gjorde mig også en del overvejelser om, hvad et godt og meningsfuldt liv var.

Nogle dage tænkte jeg, at et godt, lykkeligt og meningsfuldt liv var lig med et parforhold – eller et ægteskab

I dag ved jeg, at det ikke er hele sandheden. Slet ikke endda.
I min daglige praksis som parterapeut, oplever jeg ofte, at et parforhold ikke er en garanti for hverken lykke eller mening i livet.
Og antallet af skilsmisser i Danmark taler da også deres eget tydelige sprog:
Det er dig selv, der skaber et meningsfuldt liv – alene eller sammen med en partner.
I årene som solomor oplevede jeg da også på egen krop, at mit liv og min hverdag blev stadig mere meningsfuld i takt med, at jeg realiserede flere og flere af mine egne drømme.
En af de drømme, som jeg førte ud i livet, var at flytte fra en lille lejlighed i byen til et hus på landet med masser af plads, lys og luft til både mig selv og min dengang treårige søn. Og det har jeg ikke fortrudt.

Nej, et parforhold er ikke nødvendigvis vejen til evig lykke
– men at være tæt på et andet menneske, det kan noget…

Og det leder mig til sammenhængen imellem høje bakker og livet som solomor.
For hør engang.

I år 2013 fandt en gruppe forskere (Schnall, Harber og Profitt) ud af, at hvis vi står foran en bakke alene, så opfatter vores hjerne bakken som højere – end hvis vi står foran bakken sammen med en ven.
Det er da tankevækkende – og interessant.
Lad os overføre den indsigt til vores daglige liv. Det betyder, at når vi befinder os i en situation, hvor vi billedligt talt står foran en høj bakke, så føles det meget nemmere at skulle gå op ad den, hvis vi har et andet menneske ved vores side.
Om det menneske er en ægtefælle, en ven, veninde, vores kæreste, søster eller bror er ikke vigtigt.

Pointen er, at når vi har et andet menneske tæt på, så føles mange ting nemmere.

Vi oplever alle sammen, at livet udfordrer os ind imellem.
Og som solomor er der situationer, hvor vi udfordres særligt, fordi vi er alene med vores barn.
Der er nogle vilkår, som følger med det valg.
Så min kærlige opfordring til dig er, at du aktivt bruger og læner dig ind i dit netværk. Måske endnu mere end du allerede gør.
Altså: Næste gang du står foran en høj bakke, som du skal op ad, så sørg for at have et menneske, som du har kært, ved din side!

Skrevet af:

anke plato psykoterapeut

Anke Plato, Psykoterapeut

Tlf.: +45 21 91 32 78
E-mail: [email protected]
Website: ankeplato.dk